top of page

Nyt åndehul i Sydhavnen

Af Tobias Juhl Nielsen

Marshall Blecher fra MAST og Magnus Maarbjerg fra Fokstrot ApS har skabt et nyt åndehul midt i Sluseløbet ved Sydhavnen. Ø KBH, som projektet hedder, er et sted med ro. Du kan nemlig kun komme til stedet via vandet.

 

Der bygges på livet løs i den nye bydel ved Teglholmen. De store bygninger står tæt, og man kan efterhånden kun opleve grønt, hvis man retter blikket mod Amager Fælled på den anden side af havnen.

 

Ø KBH er en flydende ø-park som giver Sydhavnen det grønne tilbage, og som sætter fokus på klimaet og bæredygtighed. Øen hviler på en stålkonstruktion og genbrugte plastikflasker, som sørger for at holde øen flydende.

 

Har du en kajak eller båd, kan du lægge til ved øen. Der er ikke noget facit til, hvad den skal bruges til. Du kan slappe af, tænde op i grillen eller drikke nogle øl i skyggen af lindetræet, som Magnus og Marshall har formået at plante i øens midte.

ØKBH vil i vinteren være at finde i Sluseløbet, men allerede i foråret er det tanken, at øen skal flytte sig rundt i Københavns Havn. Du vil derfor kunne opleve øen ved Trekroner i foråret, Islands Brygge i sommeren og Holmen til efteråret.

bottom of page