En Sydhavnskunstners kamp
Af Camilla Starup
Han står i gæld til halsen, men får tilværelsen til at køre rundt med sin familie i et gammelt fiskehus på Sydhavn. Et hus, der er blevet til et hjem, hvor Flemming Vincent forsøger at undgå gælden i banken og glemme den retsagen, der nær frarøvede ham hans kunst.
Året er 1989 på Charlottenborg. Kunstudstillingen ”Den lange rejse” er i gang, og det vrimler rundt med gæster, der betragter malerierne og skulpturerne. Her udstiller kunstgruppen Syntese og heriblandt Flemming Vincent, indtil 37 politibetjente vælter ind ad døren. De er i følgeskab med fogeden og en ekstern sagfører fra Unibank (nu Nordea), der vil have Vincent’s malerier, fordi de mener, de har værdi, og han skylder dem penge. ”I kan ikke få mine billeder! Jeg har ophavsretten til dem!” lyder det fra Vincent, da Politiet begynder at tage billederne ned fra væggen og bære dem væk. Udstillingens gæster er forargede og forsøger at gemme malerierne på toiletterne for ordensmagten. Alligevel slipper politiet afsted med dem alle, og Vincent og kunstgruppen Syntese står tilbage med en ødelagt udstilling.
Spøgefuld hævn under årelang retssag
Sådan begynder det 3 år lange retsforløb ifølge Flemming Vincent. De vil have malerierne tilbage, før de bliver solgt, hvilket ét allerede bliver, inden sagen når at gå i gang. De beskylder Unibank for at have spoleret deres udstilling og uretmæssigt tage malerierne fra oprethaveren. Unibank mener, modsat at deres økonomiske ret står højere end ophavsretten, og hæfter sig i Vincent’s store gæld til dem. Vincent taber i første omgang i byretten, og har ikke penge til at betale sagsomkostningerne, som han bliver pålagt. Derfor må han og Syntese anke til Landsretten. I de 3 år der går, prikker parterne til hinanden imens. For eksempel modtager Vincent julekort fra Uni- bank, og selv sender han et maleri til bankdirektøren af episoden. ”Vi forærede ham et billede, hvor kunstneren var blevet hængt inde på Charlottenborg, og politiet går og tager billederne ned af væggen. Det gav vi ham i julegave iført nissehuer.”, fortæller han. ”Vi købte også alle sammen én aktie i Unibank - 30-40 kunstnere - for så kan man deltage i generalforsamlingen og lave indlæg til dagsordenen. Vi lavede mellem 15 og 20 indlæg og banken var stiktossede på os, men de andre aktionærer syntes, det var hylende morsomt”.
Efter 3 år vinder Vincent endelig sagen, og får sine malerier tilbage. ”Der går 3 år før vi vinder i landsretten, og jeg får mine billeder tilbage. Bortset fra dét de havde solgt. Men en af mine skulpturer var helt ødelagt, da jeg fik den”, forklarer han. Vincent skylder dog stadig banken penge.
5 millioner bagud
Gælden han fik i starten af 90’erne, da et motionscenter startet af Svigerfamilien gik konkurs. Hans svoger og daværende ejer, fik et psykisk sammenbrud, hvorefter Vincent over foretagendet, og blev efterladt med en milliongæld. Gælden frarøvede ham alt, hvad han ejede og smed ham på gaden – skilt fra konen, uden et hjem og uden penge. Men i gæld til halsen. ”Jeg stod i fælledparken med mit tøj i 2 poser og sov på en bænk i 2 uger”, siger han om episoden. Efter flere år og med hjælp fra venner, kom Vincent tilbage til kunsten, og fik skaffet sig en lejlighed på
Østerbro, men er forsat i gæld. En gæld, der har forfulgt ham lige siden, som for alvor viste sig ved kunstudstillingen på Charlottenborg flere år senere.
Livet fortsætter
Flemming Vincent hører stadig for sin gæld, og var for blot en måned siden været i retten. Men han, hans kone og søn, kan klare sig i deres hus på Sydhavn, hvor de begge er kunstnere og glade for at bo. Efter episoden på Charlottenborg i 1989 udstiller Vincent dog ikke længere i Danmark.
”Historien handler om en ung munk ved navn Karmapa Lama, der blev holdt fanget på et kloster i Tibet af kineserne. Han var 14 år og stak af midt om natten sammen med sin søster, en tjener og en anden munk. De flygtede til fods fra Tibet over Himalaya-bjergene til Dalai Lama i Indien.
Dalai Lama kendte godt historien, og fortalte mig, at de nu boede hos ham i Indien."
”Min kone er kineser og har ikke opholdstilladelse. Sagen er stadig i gang selvom vi har en søn på 9 år, der er født og opvokset her.
Men det betyder, at vi ikke kan forlade landet – i hvert fald ikke uden at søge om tilbagerejsetilladelse, som også koster penge. Og det er sådan, at hvis vi beder om bistandshjælp – hvis der er en måned, hvor vi ikke kan klare os - så siger de ja, men sender hende tilbage til Kina.
Sådan er reglerne, så vi skal ikke have noget at gøre med det offentlige."
”Når folk ser billedet, ser de bare et billede af Dalai Lama. Men hele historien er 4 små prikker, der kommer ud fra bjergene.
Det fortalte jeg også Dalai Lama da jeg mødte ham. Han var glad for, at jeg havde givet ham mere hår på hovedet end han har, men han synes det var helt åndssvagt, at jeg havde malet et portræt af ham. ’Jamen, det her billede handler jo slet ikke om dig’ kunne jeg så fortælle ham.