top of page

Et venligt vandhul

Af Johannes Kelsen

På Mozartsvej i Sydhavnen finder du Mozarts Bodega. Udefra er facaden præget af en rød markise, et stort tonet vinduesparti og et bredt spektrum af køretøjer for gangbesværede. Går du indenfor, vil du møde en indretning, der tager sit udgangspunkt i de brune nuancer. Mahogniborde, mørke væg-til-væg tæpper, spillemaskiner i mørkt træ og en klassisk bar med barstole. Stedet er, hvad det giver sig ud for, nemlig en bodega.

 

Mozarts Bodega har eksisteret siden 1971 og er i dag drevet af Maibritt Jensen og Claus Hansen. Deres vision er, at gæsterne skal have personlig service præget af en familiær tone. Baren er stedets epicenter - hvorfor gæsterne også sidder i noget der kunne ligne en halvcirkel omkring den. Jargonen er hård, men kærlig og det får Lars at mærke, da servitricen beder ham om at ‘holde sin kæft, hvis han ikke vil have tæsk’. Stedet bryder ud i latter, og Lars returnerer hurtigt et ‘du kan bare komme an’, hvorefter han klapper sin hund Olga, der sidder ved hans fødder. Lars sidder med benene over kors og er iført lyse jeans, hvide kondisko og bærer en stor halskæde om halsen. Det er tydeligt, at hans person er populær blandt gæsterne på bodegaen, hvor hans vittigheder med jævne mellemrum får de andre gæster til at bryde ud i latter. Han tager en tår af sin øl, og fortæller begejstret, at man bør besøge smørrebrødsbutikken på Mozartsvej. Tidligere på dagen har han selv købt tre frikadeller, som ifølge ham ikke fås bedre i denne verden.

 

Røverhistorien

Herfra påbegynder han, uden starthjælp, lystigt historien om sine unge dage. Lars er vokset op på Amagerbro og er uddannet møbelsnedker. Derimellem har han haft en karriere som fotograf, der skulle føre ham til sit livs job på bjerget Makalu. Det var en sten i skoen, at bjerget skulle bestiges med et ‘betontungt’ kamerastiv og et kamera af modellen Nikon F3. Bjerget var desuden dækket af kampesten på størrelse med en ‘Fiat 500’, hvilket gjorde opgaven til en mindre heltedåd. Og ja, så har han da også kørt på motorcykel i Thailand. Lars kan fortælle røverhistorier, og det er en udfordring at følge med i de kulørte fortællinger. Ikke mindst fordi historierne ofte bliver afbrudt af råb efter Olga, som i bodegaens larm også vil gøre opmærksom på sig selv. Som han siger, er den jo, ligesom kæresten, fra Næstved.
 

Et levn fra fortiden

Lars er blot en af flere lokale fra Sydhavnen, der ynder at komme på Mozarts Bodega. Han beskriver stedet som et ‘venligt vandhul’, hvor den typiske gæst har passeret de 50 år og hvor man kommer, hvis man ønsker en fredelig stund. En anden gæst indskyder, at man, til forskel fra resten af landet, ikke oplever en nedgang i antallet af bodegaer i Sydhavnen. Han beskriver bodegakulturen, som et levn fra da arbejderklassen boede i storbyen og hvor bodegaerne dannede grundlag for samvær efter arbejdstid. Ifølge ham skyldes overlevelsen, at steder som Mozarts Bodega er præget af familielignende relationer, der formår at holde historierne og beværtningen i live. Han bliver afbrudt af jubel og klappen, da en chauffør fra tapperiet viser sig i butikken - han har friske forsyninger med.

 

Mozarts Bodega har åbent mandag til lørdag fra kl. 10.00-00.00. Søndage fra kl. 10.00-22.00.

bottom of page