Fælles om havnen

Af Anna Harder

Bådklubben Valby har trods navnet altid ligget i Sydhavn, og fungerer som et bindeled mellem den gamle og den nye del af området.

Lige for foden af det imponerende nybyggeri i Sluseholmen ligger en række små røde huse. Her holder Bådklubben Valby til. Selvom klubben ligger i Sydhavnen, hedder den sådan, fordi det oprindeligt var en gruppe taxachauffører fra Valby, der startede klubben tilbage i 1970.

Den dag i dag kommer klubbens medlemmer også fra forskellige områder - primært fra Sydhavnen. Her er både advokater fra million-bygningen Metropolis og gamle håndværkere fra området omkring Mozarts Plads.

Troels Brücker, som har boet i en af de nye lejligheder ved Sluseholmen siden de blev bygget i 2006, er et aktivt medlem af klubben. Selv er han pensioneret bibliotekar. Han har siden starten kæmpet for, at klubben skulle binde det nye og det gamle Sydhavn sammen.

“Der er jo enorme modsætninger, til højre og venstre for Sydhavnsgade [...] men jeg tror, at hvis man har nogle miljøer som den slags rundt omkring, som forsøger at lave mentale broer, og hvor folk kan mødes og snakke sammen - også selvom de kommer fra forskellige kvarterer i Sydhavnen - så vil det ihvertfald minimere konflikter. ”

Perioden, hvor de nye bygninger skød op, var nemlig præget af konflikter mellem de gamle Sydhavnere og tilflytterne. De store moderne lejligheder havde intet arkitektonisk tilfælles med de gamle arbejderboliger i Sydhavnen og var desuden meget dyrere. Det betød også, at tilflytterne generelt havde flere penge mellem hænderne, hvilket gjorde skellet mellem de to grupper tydeligt.

Bådklubben var også alt andet end mondæn og moderne, og man frygtede, at nybyggerierne, som var planlagt lige oven i bådklubbens placering, ville betyde klubbens død. Heldigvis var arkitekten bag projektet overbevist om, at de charmerende røde huse ville give sjæl og liv til området, som ellers udelukkende ville bestå af nyt. Og på trods af et par sagsanlæg om forstyrret udsigt fik klubben lov at ligge. Dog på betingelse af, at den blev sat i stand, og at klubbens udearealer blev offentligt tilgængelige.

Klubben fik i samme omgang Danmarks første flydende klubhus og klubbens medlemmer gik sammen om at pudse facaderne.

Klubbens ydre fik et løft, men de mere usynlige konflikter skulle også overkommes. Det kulturelle skel mellem de gamle klubmedlemmer og nytilkomne var stadig stort og gav brydninger. Jargonen på bådbroen kunne være rå, og det var svært for de nysgerrige tilflyttere at føle sig velkomne.

Efterhånden blev isen dog brudt, og bådklubben er blevet et sted, hvor man kan mødes høj som lav, rig som fattig. Her er trods de røde bådskures beskedne kvadrameter plads til alle og højt til loftet. De sociale, politiske og økonomiske forskelle udviskes, og man mødes om den fælles passion for motorbåde, kajakker og havneliv.

“ Du har et helle, uanset om du er en, der tjener en million om året eller du er en fattig pensionist. [...] Det betyder jo, at du får høvlet nogle kanter af, som minimerer fordomme og myter. ” som Troels fortæller.

Bådklubben er blevet et unikt samlepunkt for hele Sydhavnens mangfoldige befolkning.

Derudover er Troels og klubbens medlemmer meget engagerede i at skabe et godt og trygt havnemiljø for alle byens borgere, og de har bl.a. samarbejdet med kommunen og politiet om at bekæmpe den vanvidssejlads, som sidste år var skyld i en voldsom dødsulykke. For anden gang i år var klubben desuden en del af Københavns Kulturhavn Festival, hvor hele byen blev inviteret indenfor til mad, hygge og maritime aktiviteter.

Med de mange initiativer og engagerede medlemmer ligger bådklubben lunt i svinget hos kommunen, som i 2022 skal vurdere om bådklubben får lov at fornye sin lejekontrakt. Dét håber Troels og resten af bådklubben på, så de mange medlemmer fortsat kan nyde havnen og klublivet, som er med til at samle Sydhavnen.