At cykle ud på Sluseholmen er ikke så nemt hvis man kommer fra den forkerte retning. Nybyggeriet, vejarbejdet og en stressende ’google maps’-stemme i ørene gør, at det for en jyde som mig, bliver vanskeligt at finde frem. Da jeg endelig får øje på den lille bro bliver jeg ved første øjekast lidt skuffet. Der står næsten ingen mennesker og fisker i den lille hemmelige oase.

 

Da jeg hopper af cyklen og går ned langs broen, ser jeg 2 skikkelser der sidder på en sten, helt nede ved vandkanten, midt på broen. Det viser sig at være to ældre mænd, som snakker så meget og højt at de skræmmer de fleste fisk væk.

 

Jeg står og kigger på de to ældre herrer mens de ”fisker”. Det er lige før man ikke kan kalde det for at fiske, men de har i hvert fald fiskestænger med. Tøjet og ”lingoen” har de også på plads.

”De hugger ikke i dag, du har ikke taget snaps med!”, siger den ene tørt til den anden.

Da deres venskabelige mundhuggeri dør ud, spørger jeg om det er til at fange noget herude.

 

”Fra april til september, der kan du fange hornfisk, men de har alt for mange ben. Men alligevel kan de ikke gå!” får den ene mumlet.

”Men de hugger stadig ikke i dag, for du har heller ikke taget snaps med!”

Jeg var ikke klar over at man skulle have snaps med for at fange fisk.

 

Jeg undrer mig over at de står og fisker imod strømmen, men da jeg spørger dem har de flere gode grunde.

 

”Det skal man af flere grunde, men vi gør det nu mest for udsigten”

 

De giver mig herefter en kort menu over hvilke fisk man kan fange på Sluseholmen.

”Sildene bider på efter det er blevet mørkt, havørreder kan du fange hele året eftersigende,

Hornfisk først igen fra april, du kan være heldig at se enkelt mule i ny og næ.”

 

Efter at have stået og set på de to herrer i et stykke tid, virker det måske ikke som om at det er Sluseholmens æstetiske udtryk der lokker. Det er nok nærmere fangsten man kommer efter, selvom man også kan vælge at sætte pris på vandets stille brusen eller mundhugges i larmen.