Fra industrikvarter til nybyggeri
Af Oline Paludan Jørgensen
Sydhavnen har været et industrikvarter for arbejderklassen, men med den moderne udvikling, er industrien forsvundet og tilbage sidder arbejderne.
Hvis du går med hænderne i lommerne i Sydhavnens gamle bydel, kan du risikere, at der bliver råbt: “Det her er et arbejderkvarter, her har vi ikke hænderne i lommerne”.
Sydhavnen og området Kongens Enghave, var indtil 1800-tallet en provinsby med få gårde. Men i midten af 1800-tallet begynder industrialiseringen at opblomstre i den danske hovedstad, som breder sig til Sydhavnen, hvor store virksomheder og lejligheder begynder at skyde op.
I 1871 starter Brødrene Køhler virksomheden Frederiksholm Teglværk, da de opdager at jorden i Frederiksholm var lerholdig. Omkring 1918 flyttede lergravene Frederiksholm Teglværk til Nordsjælland.
Sydhavnen vokser i starten af 1900-tallet, hovedsageligt, fordi Arbejdernes Kooperative Byggeforening: AKB bliver dannet i 1913, hvorefter de frem til 1949 opfører 17 boligkarréer.
I starten af 1900-tallet har industrialiseringen taget fat og mange arbejderfamilier flytter fra Københavns brokvarterer til Sydhavnen for at finde lys, luft og plads i de nye billige lejligheder.
Og haveforeningerne i Sydhavnen begynder at skyde op i denne periode, som et resultat af befolkningstilvækst. Haveforeningerne var en mulighed for at de arbejdere, der boede i området, kunne supplere deres husholdninger med egne afgrøder.
Det er for alvor i den første halvdel af 1900-tallet, at Sydhavnen og Kongens Enghave begynder at udforme sig som en bydel. Der åbner flere butikker og lokale initiativer opstår.
Nogle af de største virksomheder i Sydhavnen var Christiansholms Saltværk, Ford Motor Company, Burmeister & Wain.
I 1924 blev samlebåndsfabrikken Ford Motor Company indviet. I løbet af de første to år havde fabrikken produceret 100.000 Ford T-biler og arbejderne på fabrikken arbejdede på højtryk for at følge med. Op gennem 1950’erne, faldt produktionen drastisk og Ford lukkede fabrikken i 1965.
I løbet af Ford Motor Companys levetid, var der blevet samlet mere end 325.000 Ford-vogne på fabrikken i Sydhavnen.
Burmeister & Wain begyndte allerede i 1920 at vise interesse i Sydhavnen, og i 1926 opkøber de Søndreværft, som er en del af Københavns Flydeværft & Skibsdok. B&W skabte alle sine maskindele til skibsmotorer i B&W-støberihallen. I 1957 lønner B&W ikke mindre end 8.300 ansatte og råder over en tredjedel af verdensmarkedet for skibsmotorer. Hallen blev revet ned i 1980’erne og B&W rykker ud på Refshaleøen.
Siden 1970 er industrialiseringen i Sydhavnen faldet, og der hvor fabrikkerne lå, skyder der moderne boligbyggerier op. Det eneste der er tilbage fra Sydhavnens gamle bydel er Haveforeningerne og Den gamle lergrav fra Teglværket, som i dag er blevet til Kirkesøen.
​
​
​
​
Kilder:
http://www.dieselhouse.dk/blog/2014/08/04/sydhavnens-industrielle-udvikling-gennem-130-ar-3/