top of page

En frokost i en tidslomme

Af Carl-Johan Zinckernagel

Gemt væk ved Sydhavnstippen bag flere strandede både finder jeg Tutten på Mellemfortet.

Jeg bliver mødt af et sort Carlsberg skilt, hvorpå dagens menu er skrevet på ”Millionbøf M/kartoffelmos og rødbeder 75kr”.

 

Restauranten ligner mest af alt et kedeligt 70’er parcelhus, der burde ligge på en vej i Herlev blandt utallige andre, men denne følelse forsvinder så snart man træder indenfor.

En let cigaretrøg svæver i luften i det aflange lokale, og jeg søger instinktivt hen til disken, som er omkranset af menuskilte. Blandingen af en klassisk bodega og en sømandskro er genial, og jeg føler mig med det samme hjemme.

Stedet er tomt bortset fra to midaldrende mænd, som jeg går ud fra er lokale. De sidder over et slag kort. På bordet står to Carlsberg og mændene virker i højt humør og hilser venligt.  

 

Jeg kigger lidt og beslutter mig for ’Fars platte’, som består af 2 uspecificerede stykker smørrebrød og en sildemad, foruden en øl og en valgfri snaps. Solen skinner, så jeg tager den kolde øl med ud  på Tuttens terrasse, som er møbleret med sorte plastikstole.   

Udsigten er helt klart noget der skal opleves; Tutten er tilknyttet sejlforeningen Mellemfortet, og derfor ligger restauranten direkte ud til havnen. Udover vandet og de mange flotte både, man kan se fra terrassen, har man også udsigt til de grønne arealer på Amager.

 

Jeg ryger pludselig ud af mit dagdrømmeri, da Tuttens ejer Michael Thousgaard kommer ud med min mad. Jeg takker og vi falder i snak. Michael fortæller lystigt om, hvordan han overtog stedet for fire år siden, efter han ragede uklar med bestyrelsen fra en af de andre tætliggende sejlforeninger, - men, at han nu nyder at køre biksen. Michael smiler lidt skævt, men siger så, at han desværre bliver nødt til at gå nu, da han netop har fået at vide, at en af hans venner er røget i fængsel. Jeg takker igen, og kaster mig så sultent over ’Fars platte’.

 

Klassisk traditionelt dansk smørrebrød, en øl og en snaps til lige at sætte prikken over i’et.

Jeg er i mit es og tygger/drikker mig hurtigt igennem det hele med største fornøjelse. Det er ikke det bedste smørrebrød jeg har smagt. Fiskefileten er gummiagtig og snapsen kommer i et plastisk shot-glas, som man ville få det på en bar i Gothersgade. Men for at være ærlig, så betyder det ingenting. For vil man på en imponerende scoremiddag med kæresten, så er det ikke Tutten, man skal tage på. Her får man traditionel mad og smørrebrød i en hyggelig og afslappet atmosfære. Det er stedet man tager hen, når man vil væk fra stressen og gadelarmen. Det er stedet hvor ingen kigger skævt til en, men i stedet har tid og lyst til at fortælle alle de gode røverhistorier over en kold fadbamse.

 

Jeg går fra Tutten med et kæmpe smil, en god oplevelse rigere og med den klare overbevisning, at det ikke er den sidste gang, jeg besøger parcelhuset i Sydhavnen. 

bottom of page