Kreativt flugtforsøg
Af Thomas Ipsen
Vestre Fængsel som ligger i udkanten af Sydhavnen med grænse op til Vesterbro og Valby, har igennem årene huset mange forskellige, farlige fanger, heriblandt fangen ”A”. Vi kan kalde ham Abemanden. Abemanden var en meget glad og frisk fange. Han var høflig, dygtig, passede sit arbejde og var gode venner med både medfanger og vagter. Hans daglige arbejde bestod i at færdiggøre ildtændere af sejlgarn. Dette arbejde delte han med flere af sine venner, som han også boede på stue med. Hvad fængselsbetjentene ikke var klar over, var at Abemanden, sammen med en af hans venner, havde flettet et 12 meter langt reb, af stjålen sejlgarn fra værkstedet.
En sen aften, øjner Abemanden muligheden for flugt! Han kunnes dog ikke gøre dette alene. Hans medsammensvorne bliver en fange ved navn ”B”, som var den yngste på stuen. Vi kan kalde ham Biver. Biver tager det hjemmelavede reb om livet og kravler op på skuldrene af sin ven Abemanden. Derfra kan han nå en loftsbjælke, hvorefter han kan kravle op på madskabet og derfra op til et tagvindue uden armering. Biver fastgør rebet oppe på taget, så Abemanden stille og roligt kan kravle op mod den længe ventede frihed. De når begge sikkert ud på taget, og kravler i mørket hen til skorstenen for enden af gavlen. Her fastgør Abemanden deres hjemmelavede reb, og glider stille ned langs gavlen. For at kunne nå hen til ydermuren, skulle han gå langs en tagrende, men lige før han får fodfæste, knækker det hjemmelavede reb og Abemanden ryger 6 meter længere ned, og lander på en forbindelsesbygning. Abemanden udløser et højt brag da han rammer jorden, som alarmerer vagterne. Biver efterlader sin ven, for at skynde sig tilbage til sin celle, men bliver pågrebet da han er halvvejs gennem vinduet. Stigerne i fængslet kunne ikke nå op til Abemanden, så brandvæsnet måtte tilkaldes, så han kunne føres tilbage til sin celle. Abemanden klarede sig igennem strabadserne uden voldsomme skader, men han prøvede aldrig at flygte fra fængslet igen.
Journal nr: (270/18)
Kilde: Københavns Fængslers Museum.

Kreativt flugtforsøg findes også som podcast. Lyt her for lidt gys: