Nattens Sydhavn

En storby sover aldrig. Den dunker aldrig på hvilepuls. Men Sydhavnen er ikke en storby. Den er allerhøjst forloren. Det står helt klart om natten.

 

Om dagen kan man nemt forveksle Sydhavnen med Københavns øvrige kvarterer. Butikslivet er ikke ligefrem pulserende, og trafikstøjen når aldrig rigtig op på decibels, der sætter trommehinderne på prøve. Alligevel kan man sagtens forledes til at tro, at Sydhavnen er en del af den storby, der er København.

 

Men et er, hvad dagen postulerer. Noget helt andet er, hvad natten hvisker om. Derfor tager jeg en nat ud i Sydhavnen for at se, om byen sover eller ej.

 

Kl. 00.36 når jeg frem til kulturhuset, Karens Minde. På min cykeltur herhen har jeg kun passeret to mennesker, der stod og ventede på en bus på Sjælør St. Derudover blev jeg overhalet af en knallert. Ikke sådan en Nørrebro-uartig knallert helt ude af trit med færdselsloven, nej en ualmindelig velopdragen knallert. Jeg tror ikke, der er blevet tænkt en eneste tanke om tuning under styrthjelmen, og havde jeg haft travlt, kunne jeg nok også have overhalet ham.

 

Men på Karens Minde er der helt stille. Biblioteket er fuldt oplyst, men der er gabende tomt. Det er muligvis en afskrækkelsestaktik, så potentielle bogtyve narres til at tro, at der stadig er bemanding på. Der er bare ikke så mange af potentielle bogtyve. Så skulle det være den hundelufter, der er ude at trodse kulden og klokken.

 

Jeg bevæger mig videre i retning mod Anker Jørgensens Plads. På vejen passerer jeg to unge mennesker på gåturs-date. Det går jeg i hvert fald ud fra at de er, for de går begge og trækker deres cykler, selvom det støvregner. Det er da også ideelle rammer for romantik. Der er ikke et øje, så skulle man få lyst til at toppe hyggen af med et snav, kan man gøre det i god ro og mag.

 

Som jeg nærmer mig pladsen, bliver jeg overhalet af en taxa, der desperat spejder efter kunder. De eneste fodgængere er dog to skumle skikkelser på Mozarts Plads. De ligner nogen som har tænkt sig at blive og forblive tavse. Selvom de sidder på samme bænk, udveksler de ikke et eneste ord.

 

Længere nede af gaden lyser neonsolen op fra de ubenyttede solarier i solcentret, Sun Breeze. Ovre på den anden side af gade støder jeg for første gang på noget, der ser ud til at have åbent. Det er beværtningen, Café Engholm. Til trods for at lyset er tændt og fjernsynet genudsender en håndboldkamp, så er døren låst og stedet blottet for mennesker.

 

Jeg sætter mig på en bænk på Anker Jørgensens Plads, da klokken er 00.55. Der sker ingenting. Ikke engang i det fjerne, virker det til. Selv ude i forstæderne, hvor jeg er fra, er der i det mindste lidt sirenesang at falde i søvn til. Men her er der helt tyst. Da 3A dukker op, drøner den da også lige forbi stoppestedet uden så meget som at overveje et stop.

 

Jeg skal også videre nu. Jeg kører forbi et skilt, der prøver at lokke mig til at gøre et stop på Margueritruten, men jeg har mere lyst til at se, om der er liv på Sydhavn St. Jeg kommer frem, og det er der ikke. Der er, om muligt, endnu mere stille end ved de to foregående stop.

 

Alt er dog lyst op, og med det mener jeg vitterligt alt. Der er lysinstallation i søjlerne. Der er lys under de moderne bænke på den lille plads ved siden af stationsbygningen. Der hænger fire gadelamper og lyser pladsens fliser op, og på perronen er alt, hvad der tændes kan, tændt. Der er sågar lys i Selecta slikautomaten.

 

Så det er tydeligt, at ambitionerne er til mere. Planen må være, at Sydhavnen rent faktisk holder sig vågen sammen med resten af København. Men lige nu er Sydhavnen ikke en storby. Sydhavnen sover og sover tungt. Så tungt at det i virkeligheden smager mere af provins.

 

Inden jeg bevæger mig hjemad, åbner skydedørene på stationsbygningen, og en fyr vralter ud og hen til et gråt strømskab, som han stiller sig og pisser op af. Så lidt action blev det da til.