top of page

Nye og gamle Sydhavnere mødes i Sauna

Af Simon Herbst

I en hjemmebygget, flydende sauna i Sydhavnen mødes en blanding af de gamle Sydhavnere og de nye tilflyttere. Et integrationsprojekt, som opstod ved en tilfældighed.

 

Tilfældigheden opstod, da kunstneren og iværksætteren Max Kim besluttede sig for at bygge en sauna-flåde.

 

På tre weekender byggede han løs sammen med fem frivillige. Max Kim havde aldrig bygget en sauna før, men det stoppede ham ikke.

 

”Det var jo bare at bygge en flåde med et hus ovenpå, som er nogenlunde isoleret og så en ovn indeni”

 

Da saunaen stod færdig, manglede den et hjem. Max Kim havde hele tiden tænkt at den kunne ligge båd om båd i havnen ved Rotteøen, hvor han i forvejen selv bor i husbåd. Men havnens bestyrelse var ikke meget for idéen:

 

”De gamle mænd blev helt vildt sure og det var da hvertfald ikke en båd og så videre, ik”

 

Men det stoppede ikke Max Kim. Han parkerede flåden i havnen alligevel. Han var overbevist om, at hvis den først lå der, så var det sværere for de gamle, konservative bestyrelsesmedlemmer at sige nej.

 

”Det endte så med at saunaen måtte ligge der om vinteren. Om vinteren er bådene på land, så der er masser af plads”

 

Men saunaen manglede stadig en plads om sommeren. Max Kim rakte ud til venner i det nye Sydhavn ved Sluseholmen. Derinde fandt den hurtig en plads og løsningen blev, at saunaen kunne ligge i den gamle havn om vinteren og om sommeren kunne den ligge inde i Sydhavnens nye del.

 

Saunaen blev populær i begge dele af Sydhavnen og når saunaen rykkede lokation, rykkede folk med. I dag fyldes saunaen med nye og gamle sydhavnere uanset om den står ved Rotteøen eller Sluseholmen.

 

Max Kim er glad for at saunaen er blevet så populær blandt Sydhavnerne, men varmen fra saunaen lokker ikke.

 

”Jeg har faktisk ikke prøvet den. Jeg kan bare godt lide at starte ting, men jeg er ikke så meget til sådan noget sauna. Jeg får bare ting til at ske”

bottom of page